Ryan Tobin (han/ham) valgte at bo hos en dansk vært, mens han læste på DIS i efteråret 2024. Det var et ganske nemt valg for ham, da han ønskede at komme tæt på den danske kultur og blive ”akklimatiseret” under studieopholdet i København.
Som han selv siger: ”Hvis jeg havde boet på f.eks. et kollegium, ville jeg jo bare have hængt ud med mine venner. Jeg ønskede derudover også en god balance mellem byliv og et mere roligt miljø.”
Ryan blev af vores værtsteam matchet med Tina, som bor i et fredeligt rækkehuskvarter i Glostrup tæt på fin natur – og med en bus, der hurtigt kan fragte en til S-togsstationen. Hun har været vært for hele 11 studerende gennem årene og havde dette semester også en anden studerende boende i huset sammen med Ryan.
Balancen mellem storby og forstad
Og netop det her med at bo i Glostrup, væk fra travlheden og støjen i København, viste sig at være en stor fordel for Ryan. Han forklarer, at det måske ikke nødvendigvis var det, han havde ønsket sig på forhånd, men at det har vist sig at være perfekt: ”Når jeg ser tilbage, var det helt klart noget, jeg havde brug for. At bo i forstaden har virkelig fungeret godt.”
Ryan peger på, at han også hjemmefra har boet i forstaden med sin familie, hvilket han altid har været glad for, da det har givet ham en god ro i både krop og sjæl.
Det er ofte en svær balance for studerende hos værtsfamilier at finde den gyldne balance mellem at være ude med venner og bruge tid derhjemme – men Ryan føler, at han har fundet tid til både “skole, at være hjemme, snakke sammen, spise sammen og så stadig have muligheden for at tage tilbage ind til byen senere på aftenen, hvis jeg har lyst.”
Et nyt kapitel i livet
Det er naturligt at være både nervøs og spændt, inden man flytter til et andet land. Men Ryan havde, ifølge ham selv, faktisk ikke rigtig nerver på. Han var i kontakt med Tina inden ankomst, og de to havde dermed allerede stiftet (virtuelt) bekendtskab. Og han lægger vægt på, at han primært bare glædede sig til at komme afsted.
“Det sværeste ved at tage et sted hen på den her måde er at forlade det, man kommer fra og kender. Men jeg ser på livet som én lang fortælling, hvor dette et endnu et kapitel. Og det er gået ganske godt,” siger han med et smil på læben.
Det tog mig kun omkring 48 timer at føle mig helt hjemme her. – Ryan, DIS-studerende i efteråret 2024
Det skyldes ikke mindst Tinas fantastiske værtsskab, at Ryan har følt sig så hjemme i rækkehuset i Glostrup. Sammen har de været til håndbold- og badmintontræning, på den lokale bodega, mødt familie til fødselsdage, gået ture i området, været på stranden og meget mere. “Det tog mig kun omkring 48 timer at føle mig helt hjemme her,” fortæller Ryan og fortsætter: “Jeg siger til alle mine venner, at hun er en slags superwoman! Hun er altid så aktiv, inkluderende og vedkommende. Og så er hun en fantastisk kok!”
Tina griner og fortæller, at hun faktisk er vegetar, men laver al slags dansk mad for sine studerende: “Især frikadellerne (the frikadells!) er populære.” Når hun ikke er hjemme, står den oftest på mikrobølge-måltider og kopnudler, fortæller Ryan.
4 lærerige måneder
Da vi spørger Ryan, hvad han tror, han vil tage med sig hjem fra sit ophold i Danmark, nævner han uden tøven, at han vil forsøge at være bedre til at udnytte den tid, han har hver dag: “Mange mennesker bruger ikke deres tid fuldt ud. Derhjemme på college har jeg altid svært ved at finde tid til både at lave lektier, se tv-serier. Men så kommer jeg hertil, og Tina jonglerer med så meget forskelligt på én gang, så jeg har også givet det et forsøg.
Den anden dag havde jeg undervisning på DIS i omkring 6 timer, tog hjem og så et par afsnit af min tv-serie, skrev på en opgave og nåede at gå en tur. Og nogle dage er endnu mere action-packed! I sidste ende handler det nok bare om at finde balancen mellem at fylde din dag med aktiviteter, men også have tid til at trække vejret. Det tror jeg virkelig er det, jeg især vil tage med hjem.”
Der er ingen tvivl om, at både Ryan og Tina ønsker at holde kontakten fremover. Tina har allerede lovet Ryan at komme til hans bryllup, selvom det nok ligger nogle år ude i fremtiden. Og Ryan fortæller, hvor meget det har betydet for hans study abroad-oplevelse at bo hos Tina: “At have en ny bedste ven og så stærk forbindelse på den anden side af jorden har virkelig været værdifuldt. Også på de dage, hvor jeg har savnet min familie – og hund – derhjemme!”
Er du blevet inspireret af Ryans og Tinas historie?
Overvej selv at blive vært! Vi kan søger lige nu nye værter til vores studerende, der lander til august. Tilmeld dig her.



