I forbindelse med årsdagen for den tragiske ulykke i Københavns havn i 2017 afholdt ansatte ved DIS og studerende fra Pomona University og Stonehill College en mindehøjtidelighed for de to omkomne studerende, Leah og Linsey.
Højtideligheden fandt sted på DIS, hvor folk samledes om en klassisk grøn københavner-bænk, der var blevet indgraveret med de to studerendes navne. Executive Director i DIS, Malene Torp, holdt en kort tale, hvor hun reflekterede over, hvad man kan lære af en så tragisk hændelse: En tragedie som denne er så uventet og svær at forstå, og den bedste måde at leve videre på, er ved at nyde livet mest muligt – præcis som Leah og Linsey gjorde det under deres studieophold i Danmark.
Efterfølgende blev der holdt et minuts tavshed.
Studerende fra Stonehill College fortalte om Linsey og hendes lysende personlighed. Sidste år i maj, da tragedien fandt sted, samledes hendes venner og bekendte på Stonehill College og tegnede sole med kridt rundt omkring på universitets fortove. Ved mindehøjtideligheden på DIS havde de ligeledes medbragt farvekridt, så alle fik mulighed for at tegne en sol og lade mindet om Leah og Linsey lyse videre.
Tilbage til alle nyheder