Vores studerende er typisk mellem 19 og 21 år gamle og læser på universiteter i Nordamerika. Som en del af deres bacheloruddannelse, har de valgt at læse et semester med DIS i Danmark, som varer fire måneder.
De fleste af vores studerende har høje ambitioner for deres akademiske indsats i Danmark, og mange af dem har en travl hverdag med både studier og fritidsaktiviteter.
Vores studerende er mangfoldige
Vores studerende kommer primært fra nordamerikanske universiteter, og størstedelen af dem er kvinder (75%).
De fleste studerende har amerikansk statsborgerskab, men omtrent 10 % har andet statsborgerskab end amerikansk. Disse studerende kommer fra lande som Kina, England, Indien, Kenya, Ghana, Japan, Bahamas, Pakistan og Korea.
Forskellig økonomisk baggrund
Ud over etnisk og national diversitet er der også store forskelle på vores studerendes økonomiske baggrund. For eksempel er flere af vores studerende de første i deres familie til at tage en universitetsuddannelse, mens andre kommer fra den øvre middelklasse eller egentlige overklasse. Det betyder, at der kan være stor forskel på, hvor mange ressourcer de studerende har med sig hjemmefra.
Diversitet på DIS
For at skabe et berigende miljø på DIS for alle vores studerende, arbejder vi løbende med at tiltrække en mangfoldig studentergruppe.
Det er vigtigt for os at kunne understøtte studerende med en bred vifte af identiteter. Det gør vi både i form af samarbejde med relevante organisationer og ved træning af vores medarbejdere.
Køn og stedord
I USA er det mere almindeligt end i Danmark, at nogle mennesker ønsker at blive tiltalt med et andet stedord (”gender pronoun” på engelsk) end ”he” eller ”she”. De kan eksempelvis ønske at blive tiltalt med ”they” i stedet for. Disse studerende vil oftest identificere sig som ”non-binary” og derfor ønske, at man bruger stedordene ”they/them” eller udelukkende deres navn.
På mange amerikanske universiteter er det almindeligt at dele denne info, når man møder nye mennesker. Det er en praksis, der er med til at sikre, at alle, uanset deres kønsidentitet, føler sig anerkendt og respekteret, som de er. Det imødekommer vi på DIS, ved at bede om denne information, for at sikre at vores studerende altid føler sig velkomne.
Det amerikanske universitetssystem
En bacheloruddannelse i USA varer fire år. Alt efter hvilken årgang man går på, bliver man kaldt for henholdsvis freshman, sophomore, junior eller senior. I USA skal man som studerende vælge ét hovedfag (major) og ét bifag (minor), som man særligt fokuserer på under sin uddannelse.
Collegestuderende
De fleste DIS-studerende kommer fra såkaldte ”Liberal Arts Colleges”, som er små universiteter med ca. 1.000-2.500 studerende, og som fokuserer på udvikling af brede færdigheder frem for udelukkende konkrete færdigheder. Eksempelvis er kurser i religion, filosofi, litteratur og sociologi ofte obligatoriske for alle studerende – uanset deres major/minor.
Credits
Under en bacheloruddannelse i USA skal de studerende opnå 120 credits. De studerende kan opnå 15 af disse på et semester hos DIS (fem fag med tre ugentlige timer i 15 uger = 15 credits).
Karakterskala
Den amerikanske karakterskala består af fem trin: A, B, C, D, F.
Karakterer er meget vigtige for amerikanske studerende. De fleste DIS-studerende har ofte et ret højt snit hjemmefra: i en årrække har gennemsnittet for vores studerende været på B+ (hvilket svarer til 3,4 ud af 4, hvis man omregner til tal).
Langt de fleste studerende vil gerne fastholde dette niveau, mens de er på udveksling.