Aktiviteter og netværk

DIS arrangerer løbende events for vores værtsfamilier, ligesom vi også giver tilskud til, at lokale netværksgrupper selv kan planlægge aktiviteter sammen.

Lokale netværksgrupper

Hvert semester har DIS tilknyttet ca. 200 værtsfamilier. Det betyder, at der er mulighed for at trække på en enorm viden og erfaring hos hinanden – og ikke bare fra Værtsteamet.

For at give jer mulighed for at lære andre værtsfamilier at kende, inddeler vi alle værtsfamilier og deres studerende i lokale ’netværksgrupper’, der hver består af ti-tyve husholdninger. I starten af semestret vil I modtage en kontaktliste over værtsfamilier og studerende i jeres netværksgruppe.

Igennem de lokale netværk kan værtsfamilier møde hinanden og andre studerende. Typisk mødes grupperne nogle gange i løbet af semestret til forskellige aktiviteter. Det er helt op til de lokale grupper at bestemme, hvad de vil lave. Ofte arrangerer netværkene udflugter, laver mad eller fejrer en dansk eller amerikansk helligdag. På den måde bliver det endnu sjovere at lære om hinandens kulturer.

Hvert netværk kan ansøge om tilskud til ét netværksarrangement per semester. Det kan både være værtsfamilier og studerende i netværket, der tager initiativ. Hold øje med nyhedsbrevene fra DIS for at se, hvornår det er muligt at søge om tilskud til at afholde arrangementer.

Jump-start events

I begyndelsen af hvert semester modtager hver netværksgruppe en invitation til et Jump-start event, som DIS arrangerer i det enkelte lokalområde. Eventet afholdes om søndagen i den første weekend efter de studerendes ankomst.

DIS arrangerer og sponsorerer dette første event for at hjælpe jer og jeres studerende med at lære hinanden at kende og for at gøre det lettere for værtsfamilier i samme lokalområde at bruge hinanden som sparringspartnere i løbet af semestret. Vi ved af erfaring, at det kan være en hjælp at høre, hvordan andre værtsfamilier og studerende tackler forskellige situationer. Typisk er de studerende også glade for at deltage, da det giver dem mulighed for at møde andre DIS-studerende, som de f.eks. kan følges med i toget eller bussen til skole.

Ønsker I, eller andre i jeres netværk, efterfølgende at tage initiativ til andre arrangementer, er der mulighed for at ansøge om tilskud fra DIS. I får mere information om, hvordan I kan ansøge i vores nyhedsbreve.

Hygge Dinners

For at sikre, at de studerende får mulighed for at lære andre at kende i deres netværk, giver DIS hvert semester tilskud til ”Hygge Dinners”. Vi opfordrer værter til (evt. sammen med deres studerende) at lægge hus til en uformel middag for 4-8 studerende fra det lokale netværk. Man kan som vært/studerende selv indikere, hvilke specifikke studerende, man gerne vil invitere på middag, og hvis man har ”ekstra” pladser, så hjælper DIS gerne med at finde yderligere studerende fra netværket. Hygge Dinners skal afholdes i løbet af den første halvdel af semestret, da vi ved, at det især er der, at de studerende har behov for lidt hjælp til at blive ”rystet sammen”. Der kommer mere information om Hygge Dinners i et nyhedsbrev, der bliver sendt ud inden semesterstart.

Thanksgiving

Én af de helt store traditioner i DIS-netværkene er fejringen af Thanksgiving. Thanksgiving ligger altid på den sidste torsdag i november og er én af de mest traditionsrige helligdage i USA. Omkring Thanksgiving holder nogle netværksgrupper sammenskudsgilde bestående af kalkun, sauce, kartoffelmos, søde kartofler, tranebærsovs, grønne bønner og græskartærte. Andre værtsfamilier fejrer Thanksgiving i egne hjem sammen med deres studerende og evt. nogle af den studerendes venner.

Det er muligt at anmode DIS om et Thanksgiving-stipend som et tilskud til middagen.

Jubilæumsfest

Man melder sig til som værtsfamilie for 1 semester ad gangen, men for en betydelig del af vores værtsfamilier bliver tilværelsen med en DIS-studerende en livsstil. Cirka 2/3 af vores værtsfamilier et givent semester har prøvet det før, og det bliver dermed en stor del af deres identitet og hverdag. Mange oplever at få tætte bånd på tværs af Atlanten og dermed også enestående muligheder for at besøge USA. Det gælder blandt andet de mange bryllupper, som vi hvert år hører, at vores værtsfamilier bliver inviteret til.

Er du aktiv værtsfamilie eller besøgsfamilie, og har du været det i fem, ti, femten (osv.) semestre, vil du blive inviteret ind til vores jubilæumsfest i DIS.

Særarrangement for værtsfamilier

For at vise vores taknemmelighed for, at så mange værtsfamilier gang på gang åbner døren for vores studerende, afholder vi to gange årligt et særarrangement kun for værtsfamilier. Typisk tager arrangementet form som en vinsmagning, et oplæg om amerikansk politik eller historie, eller noget helt tredje. Arrangementet foregår så vidt muligt på en dato, hvor de studerende har ”travel break” og derfor ikke er hjemme. Der vil også være tid til, at værtsfamilier kan lære hinanden at kende og udveksle erfaringer.